Roskilde Lufthavn - G1000 cockpit - Cessna 182 - Lake Tahoe
Drop Down Menu

2018 - Phoenix - Santa Fe - Los Alamos - Chicago

4 gange om året afholder AOPA i USA fly in forskellige steder i USA. Da jeg så at i september 2018 ville der være et fly in i Santa Fe, New Mexico, aftalte jeg med min gode ven Paul at den måtte vi deltage i. Jeg plejer altid at leje en C182 med G1000 og jeg fandt 3 steder i Denver, Colorado, hvor de havde en C182. Fra Denver til Santa Fe er der ca. 2 times flyvning og det ville blive en smuk tur i og langs med Rocky Mountains.

Desværre var der ikke nogen af de 3 steder som var interesseret i at leje en C182 til mig. Vi besluttede derfor at prøve med en C172 fra Phoenix (ingen C182 m/G1000 her) og efter lang tid lykkedes det at leje en fra Southwest Flight Center i Scottsdale.

Da vi efter en lang flyvetur fra København via Stockholm og Los Angeles nåede frem til Phoenix mandag den 10. september, hvor der var 43 grader, modtog jeg en mail, at flyet desværre var gået i stykker og det var tvivlsomt om det ville blive klart. De havde en anden C172, dog ikke med G1000, men med moving map. Ærgerligt, men ikke noget at gøre ved. Tirsdag den 12. september var der booket udcheck på flyet om morgenen for derefter at flyve ned til Tucson, hvor vi skulle være 3 dage og bl.a. se forskellige boneyards for fly. Alt sammen booket hjemmefra. Under udcheck gik stall warningen i stykker og instruktøren var ikke helt tilfreds med mit udcheck og et nyt udcheck blev fastlagt til om eftermiddagen samme dag i et nyt fly, en ældre C172 med mindre motor, som jeg ikke kunne flyve til Santa Fe i, men dog lave udcheck i. Efter udchecket fik jeg besked på at mit oprindelige fly (den med G1000) ikke ville blive klar foreløbig og der skulle skaffes reservedele til det andet fly før det kunne flyve. Det kunne sikkert blive klar til om fredagen, hvor vi senest om eftermiddagen skulle være i Santa Fe til fly in.

Vi besluttede så at køre i bil til Tucson (2 timer) for at komme på den tur vi havde booket for lang tid siden. Som sagt, så gjort. Torsdag aften kørte vi så tilbage til Scottsdale for at være klar til en tidlig afgang fredag morgen til Santa Fe. Fredag morgen fik jeg besked på at de ikke havde modtaget reservedelen og ikke kunne sige noget om, hvornår flyet blev klart. Vi tog en hurtig beslutning og skyndte os ud til Phoenix lufthavn, hvor American Airlines kl. 12.30 havde et fly til Albuquerque, hvorfra der kun var en times kørsel til Santa Fe, så vi kunne nå at komme rettidig til aftenens fest, som vi også havde booket og betalt for hjemmefra. Det betød også at vores planlagte flyvetur fra Santa Fe op til Cortez og Sedona måtte aflyses. Rigtig surt. Bl.a. fordi vejret var perfekt de næste mange dage i hele området for VFR flyvning.

Vi kom altså til Fly in i Santa Fe, men i bil! Vi kørte også op til Los Alamos, hvor atombomben blev udviklet under 2. verdenskrig. Smuk og interessant tur. Jeg håber der bliver en anden gang, hvor jeg selv kan flyve ind til et af AOPA's fly ins, for det er virkelig interessant. Man møder mange spændende personer, og er du fra Danmark, ja, så er du nok den der er kommet længst væk fra. Efter 4 dage i dejlige Santa Fe fløj vi tilbage til Phoenix for en enkel overnatning, inden vi fløj videre til Chicago for 3 dages ophold der. Chicago er blevet en skøn by, som jeg helt klart foretrækker fremfor New York.

Fotogalleri Santa Fe 2018

   

Opdateret d. 18.11.2018