PRESSEMEDDELELSE                                                       8. januar 2004

 

 

 

KJELD PEDERSEN UDTRÆDER AF KOMMUNALBESTYRELSEN

- Dragørs 1. viceborgmester siger stop

 

Det er med beklagelse at jeg har modtaget et definitivt ønske fra Venstres medlem af kommunalbestyrelsen, 1. viceborgmester og gruppeformand Kjeld Pedersen, om at stoppe sit politiske virke i Dragør Kommunalbestyrelse med øjeblikkelig virkning grundet personlige årsager.

 

Kjeld Pedersen har siden sin indtræden i kommunalbestyrelsen formået at sammenholde en enig og velfungerende byrådsgruppe og sikre et tæt og positivt samarbejde med Konservative og Socialdemokratiet. Det var en svær opgave at komme ind i kommunalbestyrelsen som ny, blive formand for SKU – Social- og kulturudvalget, gennemføre de store tiltrængte besparelser i kommunen, og samtidig have et privatliv.

 

Og et privatliv måtte Kjeld Pedersen åbenbart ikke have. Som Kjeld Pedersen antyder i sin pressemeddelelse, så har der gennem længere tid kørt en hetz mod Kjeld Pedersen med Liste T som bannerførere. Dette overrasker mig ikke. I de mange år jeg har haft med lokalpolitik i Dragør at gøre, er det ikke ligefrem god politisk etik og moral, der har præget Liste T.

 

Ved kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 29. januar forventer jeg, at kommunalbestyrelsen giver tilsagn til, at Kjeld Pedersen kan udtræde af kommunalbestyrelsen. Venstres 1. suppleant Tove Malzer vil herefter indtræde i kommunalbestyrelsen. Fordelingen af Kjeld Pedersens poster vil blive oplyst på et senere tidspunkt.

 

Venlig hilsen

 

Per Faldborg Olesen

Formand Venstre i Dragør